Interview med Sethu om hendes liv

Et vellykket arrangeret ægteskab

På sin rejse til Indien i november-december 2017, hvor Jette Hagensen med støtte fra CISUs Oplysningsbevilling skrev artikler fra Eco-community projektet på Mitraniketan, fik hun også mulighed for at lave et interview med Sethu om hendes liv. Det er blevet til dette lille portræt:

Vi hører ofte om, hvordan kvinder i Indien lever et hårdt liv i en mandsdomineret kultur. Forskelsbehandling pga. kaste og køn er stadig en del af hverdagen, også selvom kastesystemet har været forbudt siden 1950. Kastesystemet har stadig stor betydning for, hvem man bliver gift med og langt de fleste bliver gift i arrangerede ægteskaber.

Der er fortsat mange fattige i Indien, og mange, især kvinder og børn, lider af fejlernæring. Børnedødeligheden er høj og adgangen til sundhedstilbud og undervisning er begrænset, især i landsbyer der ligger langt fra de større byer.

Heldigvis har nogle af de mere velstillede og veluddannede indere dedikeret deres liv til at arbejde for at hjælpe deres landsmænd ud af en ofte horribel fattigdom, ligesom mange organisationer arbejder for at forbedre livet for Indiens fattige.

Mitraniketan er en af disse organisationer – og Sethu Viswanathan, der i dag er direktør for Mitraniketan og leder af børneskolen, er en af dem, der har ydet en kæmpe indsats gennem mange år. Hun var i over 50 år gift med grundlægger af Mitraniketan K. Viswanathan.

Hvordan kom jeres ægteskab i stand?

Jeg var optaget af at studere og bestå de svære eksaminer og havde ikke bekymret mig så meget om at blive gift, da hans familie kom og talte om ægteskab. De stillede mig og mine forældre nogle spørgsmål og vendte tilbage to dage efter, hvor de havde kigget på mit horoskop. Da der ikke var problemer med horoskopet, blev det aftalt at vi skulle giftes. Det var ikke så svært. Jeg kunne også godt lide ham. Brylluppet blev holdt i september 1963 i et regeringslokale, som min far havde fået lov at låne. Det varede kun en dag, og Wisvanathan nåede lige en generalforsamling samme formiddag.

Hvordan var det at komme til Mitraniketan som nygift?

Jeg var jo fra byen og havde ingen idé om, hvordan livet var i en landsby. De første to år var der hverken elektricitet eller rindende vand. Det var mørkt og jeg synes livet var hårdt. Men min svigermor sendte altid mad og folk til at hjælpe mig, så det gik jo alt sammen.

Du havde en god uddannelse som jurist – var det almindeligt for en kvinde?

Min far var kontoruddannet og min mor havde ingen uddannelse. Alligevel har min far altid syntes, at uddannelse er vigtig, og det har også været almindeligt i Kerala. Min far ønskede jeg skulle være lærer, men jeg blev ved med at insistere på at læse jura og til sidst gav han efter

Hvordan er det lykkedes dig at opnå og holde fast i den meget ligeværdige rolle i jeres ægteskab og jeres professionelle liv?

Wisvanathan opfordrede mig altid til at tage med til alle møder, og til at lytte og lære. Lidt efter lidt begyndte jeg at deltage og tage ansvar. Han synes også, at jeg skulle uddanne mig mere hele tiden. Så selv med en færdig juridisk eksamen, og tre små børn – så tog jeg til Shantiniketan i Calcutta og studerede pædagogik. Det var da Citra, vores yngste datter, var to år. Min svigermor og min mor og en kvinde mere passede børnene i et helt år.

Efter dette begyndte jeg har holde mere af undervisning og fik lyst til at arbejde med skolen. Så selvom jeg havde kæmpet for ikke at blive lærer, så endte jeg alligevel med at arbejde med skolen det meste af mit liv. Og jeg har det stadig bedst, hvis jeg kommer ned til børnene på skolen hver dag.

Hvad tænker du om kvinders liv i Indien i dag?

Fattige landsbykvinder har ofte et horribelt liv. De skal stå op kl. 4 og lave mad til hele familien. De arbejder meget og kæmper med alle mulige problemer. Vi har startet mange kvindeselvhjælpsgrupper.

I begyndelsen var kvinderne så skræmte, at de ikke turde sige deres eget navn. Men langsomt fik de tillid og begyndte at tale om deres problemer. I grupperne har de kunnet spare lidt penge sammen, som de selv kan bestemme over. I nogle familier deles manden og kvinden mere om både beslutninger og arbejde i dag.

Men der er stadig mange problemer. Vi har også hjulpet dem med jobs, bl.a. fik Wisvanathan en aftale om at placere et statsejet pakkeri på Mitraniketan. Her arbejder i dag 200 kvinder, og de kan tjene en god løn, hvis de gør en indsats.

Hvad er dit håb for fremtiden?

Mit største håb for Indiens fremtid er, at alle religiøse grupper vil lære at acceptere hinanden, og holde op med at fremhæve og prøve at udbrede deres egen religion og i stedet leve fredeligt med hinanden. Indien er et sekulært samfund, men de religiøse modsætninger fylder stadigt mere. Det er vigtigt at holde fast i et sekulært samfund, hvor vi alle respekterer hinanden.

For mit eget vedkommende savner jeg min mand meget. Men det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg håber jeg at kan blive ved med at komme på skolen og være sammen med børnene. Og så håber jeg, at verden vil blive ved med at komme til os. Jeg har rejst meget – fem gange til Danmark, to gange til USA til mange forskellige stater, til Tyskland, Holland, Sri Lanka … Nu nyder jeg det meget, når gæster og frivillige kommer til os!