Kristine Jess beretter

Besøg i Mitraniketan februar 2014

I februar havde jeg den store glæde at besøge Mitraniketan for første gang.

Jeg fulgtes med min mand H. C. Hansen, der er engageret i Eco Campus Projektet. Det blev en af de store oplevelser i mit lange liv. Mens HC var optaget af møder og andre gøremål fik jeg lejlighed til at opleve dette helt særlige lille samfund og blev meget betaget.

For det første var der den venlige imødekommenhed fra alle; det slog mig, at hvis jeg smilede til nogen, så smilede de også til mig – her kunne vi lære noget i DK.

Så var der alle de høje træer og alt det andet grønne, der dels gav skygge og dels gav en fornemmelse af at være i et meget frodigt område, selv om jeg godt ved, at der til tider kan mangle vand . Og så var der den gode mad, den nød jeg ved hvert måltid.

Det var dejligt at opleve de mange skolebørn, som var til samling hver morgen, hvor de sang. Og det varmede at se de små søge hen til en stor pige og få et knus til at starte skoledagen på. De er væk hjemmefra i lang tid, så hvor er det godt, at hver eneste af de små har en stor pige at søge hen til.

Jeg ville gerne bidrage med noget, og med Beena’s store hjælp lykkedes det at få fat i billigt bomuldsstof, som der kunne sys undertrøjer af – noget som skolepigerne godt kunne bruge. Beena hjalp også med at skaffe karton, så jeg kunne lave nogle mønstre, der kunne holde længere, end dem vi først klippede i avispapir. Ligeledes stillede Beena sin trædesymaskine til rådighed, og hendes hjælper i hendes forretning, Padmajar, var hurtig til at lære at klippe efter mønster og god til at hjælpe med at sy undertrøjer i fem forskellige størrelser.

Ideen var, at pigerne så kunne prøve sig frem til, hvilken størrelse de skulle bruge, og derefter skulle de selv lære at sy dem. Desværre var vi der kun knapt en uge, så det var kun nogle få store piger, der fik lært at sy én i den tid, jeg var der, og det lykkedes kun, fordi Benedicte Mengel hjalp med at undervise pigerne. Nu håber jeg, at de store piger kan lære nogle andre piger at sy undertrøjerne, så alle efterhånden kan få en til at have under skoleuniformen. Der er i al fald bomuldstof nok.

Jeg ser tilbage på den tid jeg var i Mitraniketan med taknemmelighed. Det er helt enestående, at Mr. Viswanathan har kunnet skabe dette minisamfund, og har haft en familie, der i den grad kunne og ville bidrage.

Kristine Jess