Attukal Pongala Festival

Mitraniketan, februar 2011

Hvert år afholder kvinderne fra Kerala en festival til ære for deres gud Attukal Amma *. Festen bliver afholdt der, hvor guddommen har sit tempel i Keralas hovedstad Trivandrum (som egentlig hedder Thiruvananthapuram, men det er der ingen vesterlænding, der kan udtale, derfor har man beholdt kolonitidens Trivandrum ved siden af det indiske navn). I år blev festivalen afholdt den 19/02 2011.

Da jeg hørte om festivalen første gang, ville jeg frygtelig gerne deltage, og jeg spurgte Viswanathan, om mænd også kunne være med. Jeg var betænkelig ved situationen og tænkte på Femø-lejren, hvor de feministiske søstre nok ville dyppe mig i tjære og rulle mig fjer og bagefter smide mig i havet, hvis jeg sneg mig ind der. Men Viswanathan forstod ikke mit spørgsmål. Det er for kvinder, sagde han, Og dermed mente han, at det var kvinderne, der planlægger og gennemfører det hele. Men der er intet i vejen for, at man er til stede som mand.

Festivalen
Vi mødtes ved Viswanathans hus kl. 1:00 om natten, og Mitraniketans bus kørte hele flokken af kvinder plus nogle få mænd til Trivandrum, hvor Mitraniketan har en ejendom. Der kunne vi sove et par timer i rigtige senge med madrasser.

bil01
Kvinderne laver mad, og maden bliver tilbudt alle, der er sultne, uanset hudfarve, tro  –  eller køn

Da jeg vågnede, var der kvinder overalt. På fortovene, inde i gårdene og i sidegaderne. Alle havde de placeret tre mursten på jorden, hvorpå det stod en gryde med vand. Og der sad de og forberedte maden.

Hvad der slog mig var langsomheden i processen. Kvinderne havde allerede længe før daggry placeret sig på fortovene og gjort alt klart, men man måtte ikke sætte ild under gryderne før omkring kvart i elleve. Alle skulle starte på samme tid, og alle ventede de.

Der er ikke noget i Indien, der går stille af sig, og der var da også placeret højttalere ved hvert gadehjørne, hvor der blev afspillet larmende religiøs musik. Men alligevel foregik det hele i et roligt tempo og med en indre ro, som jeg sjældent har oplevet før – stille og roligt forberedte man maden. En kvinde checkede med stor grundighed sine riskorn og fjernede urenheder, andre skar bananer i skiver eller rev en kokusnød.

Da maden var kogt og gjort klar blev der lagt palmeblade på gryderne, og nu sad vi allesammen og ventede på præsten, der skulle velsigne maden.

Jeg sad mellem flere hundrede kvinder. Ene mand. Det er normalt ikke noget problem for mig, men disse kvinder kunne ikke tale et ord engelsk, og jeg havde også efterhånden fotograferet alt, hvad der kunne fotograferes.

Engelskundervisning
Men så kom redningen. En ung kvinde på 19 år stillede sig op foran mig og sagde: “Come with me”. En usædvanlig opfordring fra en ung pige til en mand, der lige er blevet 65. Men pigen var en af de utallige indiske unge, der frygtelig gerne vil lære engelsk. Og en af måderne er at tale med alle vesterlændinge, man kan komme i nærheden af.

bil05
En ung kvinde på 19 år stillede sig op foran mig og sagde: “Come with me”

Hun fortalte mig, at hun syntes, det var synd for mig sådan at blive klemt inde blandt alle disse kvinder, og hun mente, jeg måtte føle mig ensom. Jeg blev præsenteret for pigens tante og for hendes mor. Til sidst pegede hun på en lang række kvinder og sagde “Mine naboer, som jeg holder meget af”. De var alle draget afsted kl. 2 om natten fra en landsby i Keralas nordligste distrikt og var kørt hele den lange vej i bil. Hun fortalte mig, at hun hele sit liv havde drømt om at deltage i Pongala, og nu var det endelig lykkedes for hende.

Jeg snakkede en times tid med pigen, og vi fik endevendt det danske og indiske uddannelsessytem og livet i det hele taget. Tanten, som gerne ville være med i samtalen, kunne ikke et ord engelsk, men hun fik oversat lidt til Malayalam – det lokale sprog i Kerala.

Jeg spurgte den unge pige, om hun havde læst nogle engelske bøger, men fortrød straks mit spørgsmål, for en indisk bog koster måske 100 Rupees (12 kr) – forudsat, at bogen findes i en billig indisk udgave, og allerede det ligger uden for mange inderes økonomiske formåen. Hvis bogen skal importeres fra Europa, kan den komme op på noget, der svarer til en landarbejders månedsløn.

Det er i det hele taget svært for de unge mennesker at lære engelsk. Ofte taler læreren ude i landsbyen en form for engelsk, som han muligvis ikke engang selv kan forstå.

Velsignelsen
Mange timer senere kom præsten i stor fart og lynvelsignede den færdige mad med nogle stænk helligt vand. Jeg gik glip af seancen, fordi jeg var faldet hen og havde lukket øjnene i nogle minutter. – Da jeg kom til mig selv, var præsten allerede faret videre. Jeg har ladet mig fortælle, at der var adskillige tusinde præster, der den dag fræsede gennem Trivandrums gader og velsignede alt det de havde lært.

bil06

Efter at præsten var sprintet videre, pakkede kvinderne i hast alle deres potter og madvarer sammen og begav sig på den lange rejse tilbage til deres landsbyer. De havde lavet deres mad så tæt på guddommens tempel som muligt, hvor de havde siddet i en radius på flere kilometer fra det hellige sted.

Selv vakte jeg stor opsigt blandt alle disse kvinder, hvilket jeg ikke brød mig spor om, for hvem har lyst til at blive verdensberømt udelukkende fordi man er mand og et hoved højere end alle de andre? Og har en pink-hud (for pink er huden jo de første ca. 14 dage, man er I Indien. Senere bliver det lidt mere i det brunlige). Jeg havde hele dagen ikke set så meget som en enkel turistbus og ingen vesterlændinge overhovedet – bortset fra en ung, dansk lærerstuderende, der som jeg underviser som frivillig på Mitranikitan.

Tilbage til Mitranikitan
De 25 kilometer hjem til Mitranikitan tog omkring 3 timer. Det meste af tiden tilbragte vi i en kæmpekø, hvor unge mænd langs vejen stod med bægre fyldt med juice og diverse frugter, som de langede ind til os (til dem, der aldrig er kørt i bus i Indien skal oplyses, at der ikke er vinduer i busserne, eller hvis der er vinduer, kan de skydes til side – det er det, der i det hele taget gør det muligt at sidde i en bus med temperaturer på over 30 grader og en skyhøj luftfugtighed). Jeg vælger at tro, at alle disse softdrinks var en venlig gestus fra mændene, men det er også muligt, at det i virkeligheden var nogle velgørende organisationer, der stod bag.

Rolf D. Erbst, Frivillig på Mitraniketan fra januar 2011 til slutningen af marts 2011

bil04

*) Attukal Amma, “Kærlighedens Moder”, er en gudinde, der er den øverste bevarer og ødelægger. Hun bekymrer sig ifølge de troende hinduer om sine hengivne “som en mor gør for sine børn…” 
Attukal Pongal Festivalen (Attukal Ponkala) er en verdensberømt årlig 10 dages festival fejret i Attukal Bhagavathy-templet i Trivandrum, Kerala. – Festivallen starter fra Bharanidagen “Karthika Nakshatra af Malayalam” i måneden “Makaram – Kumbham” (februar – marts) og slutter om aftenen med det hellige offer, der er kendt som Kuruthitharpanam.  “Attukala Pongala Mahotsavam” er en eksklusiv kvindernefestival, der er kommet ind i Guinness Book of World Records for at være verdens største religiøse forsamling af kvinder (mere end 3 millioner). Attukal Bhagavathy Temple er kendt som ‘Kvindernes Sabarimala” (et hinduistiske pilgrims-center). (www.attukaldevi.com)